Dúné fra Skive vandt tre priser ved årets DMA. Her ses de i bedste Children of the Corn-stil.
I weekenden var jeg til DMA i Glassalen, for at tage nogle billeder for mit arbejde. Danish Music Awards er blot en skygge af sig selv i dag. Da jeg var barn var ‘Grammyerne’ noget hele familien parkerede røven i sofaen for. Det var et folkeligt event på højde med en håndboldkamp. Dengang løb det hele af stablen ved et kæmpe show i Forum. I dag sidder fem ludere og en lommetyv stuvet sammen på bænkene i Tivolis Glassal, mens quasi-berømtheder slås om at stå under en spotlampe på den halvanden meter lange røde løber udenfor. Nej, det er down-hill for pladeindustrien lige i tiden og dermed også prisfesten. Og der er i hvertfald 3 måder hvorpå man kan se, at det hele går af helvede til.
1. Jan Gintberg er vært
Jan Gintberg er uden tvivl den mindst komiske komiker i Danmark. Han er ikke engang ufrivilligt sjov. Vægtapet i knækket hvid er mere underholdende.
2. Showet transmitteres kun på ‘Myspace Tv’
Danmarks Radio, der jo i forvejen er kendt for økonomisk snilde og gode beslutninger, havde helt valgt at blive væk fra årets prisuddeling. I stedet for blev transmissionen sendt over internettet via den virtuelle opslagstavle Myspace.com. Logikken (eller undskyldningen) var så, at endnu flere folk nu havde mulighed for at følge showet, og Jan Gintbergs hjerne-kræftfremkaldende vittigheder. Selv folk i Indonesien kunne se med, og så meget ved vi trods alt: Hvis der er noget indonesere er pjattede med, så er det Jan Gintberg og et fuldkommen ubegribeligt sprog.
3. 2.Bs samspilshold fra Skive Gymnasium vinder samtlige priser
Nej – ok. Det er måske lige at være grov nok. Man kan sige mange, mange, ja, helt utroligt mange dårlige ting om Dúnés musik, der mest af alt lyder som når et Cassio keyboard voldtager en GameBoy. Men når de optræder er der fandme smæk på drengen. Den cadeau skal de alligevel have.
Såvidt jeg kan forstå lovprises det unge ensemble for deres innovative tilgang til electropop. Problemet med den innovation er bare at mindst tyve andre danske bands også gør krav på den. Og når den eneste fordring er at man har skamhørt David Bowie og lidt post-rock, bliver det hurtigt til en fad vælling af ensformighed.
Men det er måske i virkeligheden der skoen trykker. Pladeindustrien er ganske enkelt for nervøst anlagt til at satse bredere, og ikke bare på de grupper der allerede får massive rotationer på Radio Ligegyldig. I stedet for at frygte teknologi og fildeling som var det den sorte død skulle pladebosserne måske undersøge nye muligheder og de fordele der er ved teknologien for dem selv. Fildeling har demokratiseret popmusikken, og hvorfor er det så forfærdeligt? Det er i hvertfald ikke derfor at pengene fosser ud af industrien i disse år. Der er ingen der poster penge i pladebranchen, fordi det er en gammel skamskudt dinosaur der har for travlt med at hytte sit eget skind i stedet for at dyrke det, der er dens egentlig formål. Nemlig musikken.
Måske er der i virkeligheden ikke så meget at fejre ved DMA. Og med mindre pladeselskaberne begynder at tænke i nye baner vil pengene blive ved med at fosse ud indtil vi er nødsaget til at nedlægge dansk kulturliv. Hvem ved? Næste år er der måske ikke engang råd til statuetter. Så bliver det ”Velkommen til Danish Music Papirhat-Awards 2009″.
